Varmeprisen stiger til foråret

Den 1. april 2024 bliver varmen ca. 20% dyrere - det svarer til 292 kr. mere om måneden, hvis du bor i et standardhus på 130 kvm.

Vi oplever stigende omkostninger til varmeproduktion, og derfor er vi nødsaget til at hæve varmeprisen pr. 1. april 2024.

Vores varmeselskab, Aalborg Varme A/S, er underlagt en lovgivning, der gør, at økonomien skal 'hvile i sig selv'. Det betyder, at der hverken må være underskud eller overskud. Når vores udgifter til varmeproduktion stiger, er vi derfor nødt til at hente omkostningerne hos kunderne for fortsat at kunne levere varme ude i stuerne.

Hvorfor stiger omkostningerne?

Vi oplever stigende priser på at udlede CO2 til atmosfæren, og vi forventer, at CO2-kvoterne fortsætter med at stige.

Derudover stiger prisen for den varmeaftale, vi har med Nordværk. En stor andel af vores varme kommer fra deres affaldsforbrænding, og vi skal i fremtiden betale en større andel af omkostningerne hertil.

De to omstændigheder gør, at vores samlede omkostninger til varmeproduktion stiger.

Forstå prisstigningen

Din varmepris består af tre dele:

  • Abonnement
    Abonnementsprisen er en fast årlig betaling for fjernvarme. Prisen for dit abonnement stiger ikke.
  • Effektbidrag
    Effektbidraget er en fast udgift baseret på størrelsen af din bolig. Beregningsareal er kvm registreret i BBR (Bygnings- og boligregistret). Prisen for dit effektbidrag stiger heller ikke.
  • Forbrug
    Dit energiforbrug er dit variable forbrug af fjernvarme. Pr. 1. april 2024 stiger denne pris fra 0,8 kr./kWh inkl. moms til 0,994 kr./kWh inkl. moms . Det vil sige, at du kommer til at betale mere for den varme, du bruger.

Prisstigningen betyder, at hvis man har et standardhus på 130kvm. og et årligt forbrug på 18.100 kWh (eller 18,1 MWh), som svarer til et almindeligt varmeforbrug, vil den variable varmeudgift stige med ca. 292 kr. inkl. moms om måneden.

Lægger man de faste udgifter til abonnement og effektbidrag sammen med stigningen i den variable pris for dit forbrug, bliver den samlede varmepris ca. 20% større pr. 1. april 2024.

Det betyder ikke nødvendigvis, at din varmeregning fremover bliver 20% større, da du ved at nedsætte dit varmeforbrug eller efterisolere din bolig selv kan gøre meget for at spare på varmeregningen.

Tabellen ovenfor viser varmepriser i DKK. inkl. moms før og efter prisstigning. De viste tal er prisen for et år for et standardhus på 130 kvm med et årligt varmeforbrug på 18.100 kWh (svarende til 18,1 MWh)

Tjek din egen prisstigning

På Min Side under Tidligere aflæsninger kan du se dit forventede årsforbrug. Du vælger rækken med den nyeste aflæsningsdato, hvor der står kWh under Enhed. For at finde ud af, hvad prisstigningen kan komme til at betyde for dig, gør du følgende:

Dit forventede årsforbrug i kWh x 0,194 kr. = Din merudgift inkl. moms

Hvad kan du selv gøre for at spare på varmen

Du kan selv gøre flere ting for at begrænse dine varmeudgifter, selvom fjernvarmen bliver dyrere:

  • Efterisolér dine rør
  • Tjek om du kan have gavn af ekstra isolering på loftet
  • Undersøg om dine radiatorer og gulvvarme fungerer optimalt
  • Indstil temperaturen på dit varme vand
  • Gør det til en vane at følge med i dit varmeforbrug. Det kan du blandt andet gøre med appen Watts eller via Min Side her på hjemmesiden.

 

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen