Gode råd til at undgå lugtgener fra dine afløb
Dårlig lugt fra afløb er et problem, som de fleste oplever på et tidspunkt. Vi har samlet 4 gode råd til, hvad du selv kan gøre for at undgå lugtgener fra dine afløb. Lugten skyldes ofte bakterier fra fx mad, sæbe- og hårrester. Hår og skidt skal derfor fjernes for at undgå lugtgener. Det gælder for alle afløb i din bolig.
1. Skyl vasken med varmt vand
Vand der er over 90 grader varmt dræber mange bakterier og propper i afløbet. Kogende vand kan ødelægge plastrørene, så sørg for, at vandet er kølet lidt ned, inden du hælder det i vasken.
2. Sørg for at vandlåsen ikke tørrer ud
Vandlåse har ofte form som et liggende S, så der altid står lidt vand deri. Vandet fungerer som en prop for lugte fra kloakken. Bruger du sjældent dit afløb, kan vandlåsen tørre ud, så det kommer til at lugte. Sørg derfor for at skylle ud i toiletter og lade vand løbe gennem afløb med jævne mellemrum.
3. Forebyg at dine afløb stopper til
Undgå at hælde fedtstof, kaffegrums mv. i din vask, og rens vandlåsen under vasken.
4. Fjern hår fra risten, når du har været i bad og rens med jævne mellemrum afløbet.
Dit toilet er kun til toiletpapir og til det, du har spist og drukket. Vatpinde, hår, vådservietter mv. skal smides i skraldespanden, så det ikke stopper kloakken til. Tilstoppede toiletter er en hyppig årsag til lugtgener.
Læs mere om, hvordan du undgår problemer med kloakken
Relateret indhold

Undgå problemer med kloakken
Med få simple råd kan du hjælpe både dig selv og os med at undgå tilstoppede kloakker og andre problemer med kloakken.

Spar på vandet med simple råd
Med små ændringer i dine vaner, kan du nemt mindske dit vandforbrug – til glæde for miljøet og din pengepung.