Varmeudnyttelse 

Varmeudnyttelse handler om, hvor godt du afkøler fjernvarmevandet, fra det løber ind i din bolig til det løber ud igen. Det har både en positiv effekt på din varmeregning, vores produktion og miljøet, hvis du sørger for at udnytte varmen bedst muligt.  

Hvad betyder det for mig som kunde?

Du kan spare penge, hvis du har en god varmeudnyttelse. Omvendt kan du komme til at betale ekstra, hvis du har en dårlig varmeudnyttelse. For hver grad du udnytter varmen dårligere eller bedre end forventet, får du et tillæg eller et fradrag på 2 % af dit variable varmeforbrug (antal brugte kWh). Taksten er baseret på den årlige gennemsnitlige temperatur, fjernvarmevandet har, når det kommer ind i din ejendom, og temperaturen når det sendes retur til os.

Dekorativt billede

Eksempel:

Hvis fjernvarmevandet er 66 grader varmt, når det kommer ind i din ejendom, er det forventningen, at det skal være max 36 grader varmt, når det bliver sendt retur til os.

Hvis vandet i stedet er 38 grader, når det bliver sendt retur, skal du betale et tillæg på 4 % af dit varmeforbrug (antal brugte kWh). Hvis fjernvarmevandet derimod er 34 grader, når det bliver sendt retur, vil du få et fradrag på 4% af dit varmeforbrug (antal brugte kWh).

Hvis du rammer den forventede returtemperatur, får du hverken tillæg eller fradrag. Vi opgør varmeudnyttelsen en gang årligt, og det vil derfor fremgå af din årsopgørelse, om du får tillæg eller fradrag.

Hvad kan jeg selv gøre for at få en bedre varmeudnyttelse?

Din adfærd har betydning for, hvor godt du udnytter varmen – lidt ligesom din kørestil påvirker, hvor langt du kører på en liter benzin.

Med små justeringer kan du forbedre din varmeudnyttelse. Du kan f.eks.:

  • Slukke dine radiatorer, når du lufter ud.
  • Holde døren lukket mellem rum, hvor du vil have forskellige temperaturer.
  • Undlade at dække dine radiatorer til med tøj, møbler eller lignende.

I appen Watts eller på Mit Aalborg Forsyning kan du løbende holde øje med, hvor godt du udnytter varmen, så du kan nå at gribe ind, hvis din varmeudnyttelse er dårlig.

Forventede returtemperaturer baseret på fremløbstemperatur

Fremløbstemperatur
Forventet returtemperatur
50 - 52 °C
40 °C
53 - 56 °C
39 °C
57 - 60 °C
38 °C
61 - 64 °C
37 °C
65 - 68 °C
36 °C
69 - 72 °C
35 °C
73 - 75 °C
34 °C
76 - 78 °C
33 °C
79 - 80 °C
32 °C
81 - 83 °C
31 °C
84 - 85 °C
30 °C
Fremløbstemperatur
Forventet returtemperatur
50 - 52 °C
40 °C
53 - 56 °C
39 °C
57 - 60 °C
38 °C
61 - 64 °C
37 °C
65 - 68 °C
36 °C
69 - 72 °C
35 °C
73 - 75 °C
34 °C
76 - 78 °C
33 °C
79 - 80 °C
32 °C
81 - 83 °C
31 °C
84 - 85 °C
30 °C

Sådan beregnes varmeudnyttelsen

Beregningen af fremløbs- og returtemperatur på din fjernvarme bliver lavet som en vægtet beregning. Det vil sige, at temperaturerne om vinteren vægter højere, end de gør om sommeren, da forbruget der er størst.

Se temperaturen på din varmemåler

I måleren er der to tælleværker. De hedder henholdsvis E8 og E9. E8 og E9 er en kaloriemåling. Det vil sige hhv. fremløb- og returtemperatur ganget med forbruget af fjernvarme i volumen. Her laves en beregning for hver 20 liter, der løber gennem måleren.

Når vi laver en opgørelse, kigger vi på tilvæksten på E8 og E9 – og sammenholder det med forbruget i m3. Herved kan vi lave en vægtet beregning på fremløb- og returtemperaturen.

Sådan finder den den gennemsnitligt vægtede fremløbstemperatur E8
– anvendes som baggrund for beregning af gennemsnitstemperatur

  1. Tryk på den venstre sorte knap tre gange, indtil du kommer til displayvisning nr. 4 af 10, der beskriver fremløbstemperatur.
  2. Tryk dernæst på den højre sorte knap tre gange til du kommer til E8, som er et akkumuleret produkt af grader i fremløb og volumen i kubikmeter.

Sådan finder du den gennemsnitligt vægtede returtemperatur E9
– anvendes som baggrund for beregning af gennemsnitstemperatur

  1. Tryk på den venstre sorte knap 4 gange til du kommer til displayvisning nr. 5 af 10, der beskriver returtemperatur.
  2. Tryk dernæst på den højre sorte knap 3 gange til du kommer til E9, som er et akkumuleret produkt af grader i returløb og volumen i kubikmeter.

Se interaktiv guide til din varmemåler