Pressemeddelelse
21 september 2026
Ny ledelsesstruktur skal bringe Aalborg Forsyning tættere på kunderne
Aalborg Forsyning samler organisationen i en ny og fladere struktur, som skal sikre, at ledere og medarbejdere kommer tættere på forretningen og kunderne.
Aalborg Forsyning har indført en fladere ledelsesstruktur med fire ledelseslag mod tidligere fem. Målet med den nye ledelsesstruktur er at skabe et stærkt og fremtidssikret Aalborg Forsyning, hvor ledelse og medarbejdere kommer tættere på forretningen og tættere på kunderne. Det sker gennem mindre hierarki, øget samarbejde og øget åbenhed.
”Med den nye ledelsesstruktur tager vi et vigtigt skridt mod at skabe et tydeligt og handlekraftigt Aalborg Forsyning. Vi får en enklere organisation, tættere samarbejde og bedre muligheder for at skabe værdi for vores kunder. Derudover vil vi med den nye struktur blive hurtigere til at navigere i en omskiftelig verden og samtidig opnå lavere omkostninger,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
Organisationsændringerne betyder, at Aalborg Forsyning har nedlagt en række chefstillinger og afdelingslederstillinger.
Der vil fortsat være fire direktører. Udover Jesper Høstgaard-Jensen er det økonomidirektør Niels Dechow. Stillingen som teknik direktør og innovationsdirektør bliver nedlagt, men i stedet er Birthe Dilling Berg, der tidligere var chef for vand- og spildevand, blevet udnævnt som direktør for vand- og spildevand. Derudover skal Aalborg Forsyning i gang med rekrutteringen af en ny direktør for energi. Stillingen bliver midlertidig varetaget af Henrik Klitgaard-Jensen.
”Som led i tilpasningen af den nye ledelsesstruktur har de to områder vand- og spildevand og energi fået et større ansvarsmæssigt, økonomisk og medarbejdermæssigt omfang, som berettiger til en direktørtitel. Derudover skal de to nye direktører bidrage til at styrke Aalborg Forsynings tydelighed og synlighed eksternt – ikke mindst over for vores kunder,” siger Jesper Høstgaard Jensen.