Opdateret 09.03.2023
Tømning af havecontainere har været aflyst hele uge 10, da vi har opprioriteret restaffald- og genbrugsaffald under vintervejret. Haveaffald tømmes ved næste planlagte tømmedag.
Hvis du har haveaffald liggende, må du gerne putte det i sække og stille det ved siden af containeren op til tømmedagen. Sækkene behøver ikke at være gennemsigtige.
Vi beklager besværet, men takker for forståelsen.
Opdateret 08.03.2023
Vejene og fortovene er glatte her til morgen, og vores skraldebiler har derfor ikke mulighed for at komme ud til alle kunder.
Efter gårsdagens snevejr har vi dog sendt alle de medarbejdere og køretøjer på vejene, som det er muligt. Der er i den forbindelse opprioriteret ekstra folk på genbrugs- og restaffaldsbilerne.
For at vores skraldemand kan komme sikkert frem til dine 2- og 4-hjulede containere, er det vigtigt, at…:
- …der er ryddet sne på fortov og adgangsvej hen til containeren
- …der er saltet eller strøet grus, hvis der er glat
- …vejen til din adresse er ryddet (hvis du har indflydelse på dette)
- Eventuelt må du gerne sætte din container frem, så den er nem at komme til for skraldemanden
I tilfælde af vi ikke kan komme frem til din container
Hvis vi ikke kan nå sikkert frem til din adresse, kan du ved næste planlagte tømning stille dit ekstra affald frem i en sæk, som vi så tager med, når vi tømmer containerne – det gælder både restaffald, plast/metal og pap/papir samt haveaffald.
Bemærk, at plast/metal, pap/papir samt haveaffald skal i klare sække, så vores skraldemænd kan identificere, hvilken type affald poserne indeholder. På den måde sikrer vi, at vi genanvender så meget affald som muligt.
Restaffald behøver ikke at komme i klare sække. Der må placeres sække, der cirka svarer til det antal liter, som restaffaldscontaineren er på.
Tak for forståelsen og tak fordi du passer på vores skraldemænd.