Aalborg Forsyning logo Aalborg Forsyning logo

Vi leverer en ny og bedre pose til restaffald

Fra uge 39 til 49 leverer vi nye poser til restaffald til alle husstande i Aalborg Kommune. Poserne bliver som udgangspunkt leveret ved din hoveddør, så du skal ikke gøre andet end at væbne dig med tålmodighed.

Kan vi ikke få adgang til opgangen i den etagebolig, hvor du bor, sætter vi en kasse med affaldsposer til hele opgangen ved hoveddøren. Vi vil dog så vidt muligt smide information herom i din postkasse.

Bor du til leje, skal du være opmærksom på, at flere boligselskaber/-foreninger selv står for at omdele poserne. Forhør dig evt. hos din lokale vicevært eller ejendomsadministrator.

Har du ikke modtaget affaldsposerne senest den 10. december 2018, så send en mail til renovation@aalborgforsyning.dk med oplysninger om din adresse. Det er ikke nødvendigt at angive dit navn.

Vi leverer i alt 150 poser til hver husstand. Når du får brug for flere, kan du fra december 2018 bestille dem via vores hjemmeside. Du kan bestille poser svarende til eget forbrug dog maks. 450 poser om året.
OBS! Det vil ikke længere være muligt at hente poser på vores genbrugspladser eller i administrationen på Over Bækken 2.

Ny og bedre pose

Vi har lyttet til brugernes erfaringer med den tidligere anvendte pose til restaffald, og derfor er posen, vi nu leverer, en ny og forbedret udgave lavet af 96 % genbrugsplast.

Poserne er forbedret, så længden er tilpasset de fleste typer beholdere og affaldsstativer. Desuden vil du opleve, at poserne er lettere at rykke fra hinanden.

Genveje
Emner om renovation