Aalborg Forsyning logo Aalborg Forsyning logo

Vigtig information til kloakkunder

Corona-pandemien forhindrer hverken regnen i at falde eller mennesker i at gå på toilettet. Derfor arbejder vi ufortrødent videre for at sikre, at regn- og spildevand bliver ledt væk fra gader, boliger og virksomheder og renset på renseanlæggene.


Statsminister Mette Frederiksen har erklæret, at forsyningsselskaber som Aalborg Forsyning er en del af de kritiske samfundsfunktioner, der skal opretholdes – også i situationer som denne, hvor store dele af det øvrige samfund er lukket ned.

Vi har fulgt regeringens anvisninger og har derfor sendt medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres funktion hjemmefra, hjem for at arbejde. Samtidig omorganiserede vi arbejdet for vores driftsmedarbejdere, som sørger for at holde kloakker og pumper i gang, så spildevandet kan blive ledt væk fra boliger og virksomheder og ud til renseanlæggene. De arbejder nu i mindre hold med forskellige mødesteder og med mindst mulig direkte kontakt med hinanden.

Det samme gælder de medarbejdere, der sørger for at holde renseanlæggene i gang, så spildevandet fortsat kan renses. De eksterne entreprenører på vores forskellige byggepladser og anlægsarbejder arbejder som udgangspunkt også fortsat samtidig med, at de følger sundhedsstyrelsens anvisninger for at reducere smitterisici.

Sådan kan du komme i kontakt med os

Vi arbejder ufortrødent videre, for nogens vedkommende blot under andre omstændigheder og på andre lokationer end sædvanligt. Vores administration på Stigsborg Brygge er således lukket, og du kan foreløbig ikke komme i kontakt med os der.

Vi har også lukket ned for besøg på renseanlæg. Dette gælder både borgere og andre interessenter indenfor og udenfor branchen. Dette er et nødvendigt tiltag for at beskytte vores vigtige medarbejdere mod smitte.

Hvis du som kunde eller samarbejdspartner har brug for at komme i kontakt med os, kan du altid skrive til os på kloak@aalborgforsyning.dk eller ringe på 9982 8299 på hverdage mellem 08.00 og 15.00. Hvis du har brug for at få fat i vagten uden for åbningstiderne, skal du ringe 9931 1999.

Genveje
Emner om kloak