Aalborg Forsyning logo Aalborg Forsyning logo

Vandteknisk museum

Det eneste sted i Danmark, hvor det er muligt at se en dampmaskine, i sit oprindelige miljø

 Museumsbygning og springvand
Den gamle maskinhal med det velkendte tårn.

Vand i Aalborg gennem tiderne

Aalborg har et forhold til vand så langt tilbage, man kan tale om et bysamfund. Byen blev anlagt ved Limfjordens smalleste sted i et område, der var gennemskåret af flere åer, og netop åerne spiller en væsentlig rolle i historien om Aalborgs Vandforsyning.

I middelalderens Aalborg kunne man skaffe sig vand på tre måder. Det nemmeste var at bruge vandet fra en af åerne. En anden mulighed for at skaffe vand var at etablere brønde, mens den tredje mulighed var at tage til en af kilderne omkring Aalborg.

Den dårlige vandforsyning gav basis for pest og andre epidemier. Bystyret besluttede i 1836 at forbedre vandforsyningen ved at føre vand fra Blegkilde til en offentlig vandpost ved Østerå. Der blev også lagt ledninger ind til enkelte huse og gårdspladser.

Ledningsnettet bestod af udhulede træstammer, og der var problemer med utætheder og manglende tryk; men forsøget pegede fremad.

Helt centrale demokratiske, økonomiske og sundhedsmæssige overvejelser samt tanker om et moderne Aalborg med en offentlig vandforsyning, lå til grund for, at Aalborg i 1854 fik en kommunal Vandforsyning.

Vandforsyningen blev i 2010 omdannet til et kommunalt ejet aktieselskab; Aalborg Forsyning, Vand A/S. Det skete som en følge af Vandreformen.

I 2015 blev strukturen i vandkoncernen omdannet. I den forbindelse blev selskabets navn ændret til Aalborg Vand A/S.

Vandværket på Sønderbro

Vandforsyningen blev i sin tid anlagt på det sted hvor hovedanlægget i dag er placeret. På daværende tidspunkt var vandværket udstyret med to dampdrevne pumper, hver med en kapacitet på ca. 31 m3 pr. time. Døgnforbruget var på 370 m3 mod 17.600 m3 i dag.

Samtidig med opførelsen af maskinhal og tårn i 1907 blev en ny dieseldreven pumpe installeret. Udpumpningen af vandet foregik herefter ved en kombination af damp- og dieseldrevne pumper indtil 1920, hvor vandværket gik over til elektrisk drift.

Driften af de sidst anvendte pumper i hallen blev indstillet i 1991.

Den gamle maskinhal

Den gamle maskinhal med det velkendte tårn, der vender mod Sønderbro, er i sig selv et besøg værd. Bygningen er meget særpræget, og arkitekturen var for den tid enestående.

Der er bevaret flere af de gamle pumper i den pompøse maskinhal. Den ældste af disse er en dampmaskine med tilhørende kedel fra 1893. Denne dampmaskine fremtræder særdeles velbevaret, og i Danmark er det den eneste af sit art, som kan ses i sit oprindelige miljø.

 

 

Genveje
Emner om vand