3.5 Fjernvarmeforsyningens
forpligtelser
Varmeforsyningen har pligt til at søge opretholdt en regelmæssig
forsyning med fjernvarme til rumopvarmning og fremstilling af varmt
brugsvand. Varmeforsyningen forbeholder sig ret til, så vidt muligt
med forudgående varsel, at afbryde forsyningen for udførelse af
nytilslutninger, ledningsændringer og reparationer. Større
ledningsarbejder vil så vidt muligt blive udført uden for den
egentlige fyringssæson.
Kortvarige, nødvendige afbrydelser i forbindelse med havari kan
foretages uden varsel.
I tilfælde af varmeafbrydelse og andre tilfælde af ikke
kontraktmæssig levering i forbrugerkøb gælder købelovens regler.
Over for erhvervsdrivende er Varmeforsyningen ikke ansvarlig for
driftstab, ej heller for avancetab eller andet indirekte tab, med
mindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra
Varmeforsyningens side. Erhvervsdrivende opfordres derfor til at
tegne driftstabsforsikring.
3.6 Force majeure
Varmeforsyningen påtager sig intet ansvar for følgevirkninger af
svigtende levering, opstået ved naturkatastrofer, krig, oprør,
hærværk, brand, eksplosioner, arbejdskonflikter eller andre
forhold, der er uden for Varmeforsyningens kontrol.
Varmeforsyningen fritages i disse situationer for
leveringsforpligtelsen.
3.7 Rådgivning
Varmeforsyningen rådgiver i rimeligt omfang ejerne/kunderne med
generel information om teknisk/økonomisk opbygning, drift og
betjening af ejendommens varmeinstallationer,
Varmeforsyningen rådgiver telefonisk ved akut opståede fejl på
ejendommens varmeinstallationer.
Varmeforsyningen yder skriftlig rådgivning om opnåelse af
rentable energibesparelser på hele ejendommen.
Skriftlig rådgivning om energibesparelser sker under
forudsæt-ning af, at kunden samtidig overdrager retten til at
indberette op-nåede besparelser til Varmeforsyningen, således at
Varmeforsyningen efterfølgende kan foretage en indberetning til
Energistyrelsen af de konkrete energibesparelser, der opnås.
3.8 Adgang
Varmeforsyningen skal, så længe ejendommen er tilsluttet
fjernvarmeforsyningen, mod behørig legitimation, til enhver tid
have adgang til alle dele af ejendommens varmeanlæg for eftersyn,
trykprøvning,aflæsning samt afbrydelse.
Gives der ikke adgang til måleren for aflæsning, udskiftning
o.lign., kan Varmeforsyningen for kundens regning anmode om
fogedens bistand hertil.
3.9 Ansvar
Kunden er - hvis det skyldes fejl eller forsømmelser fra hans
side - ansvarlig for beskadigelse af Varmeforsyningens
ejendom..
3.10 Ændring af leveringskonditioner
Varmeforsyningen er til enhver tid berettiget til at ændre
leveringskonditioner, f.eks. ændring af tryk og temperatur, som
myndighederne foreskriver eller anbefaler.
Leveringsændringer skal meddeles kunden og ved direkte
kundeforhold tillige til ejeren med et passende varsel.
Hvis de ovenfor nævnte ændringer vil kræve forandring af
installationer tilhørende ejeren, påhviler udgifterne hertil
denne.
Påføres ejendommen herved urimelige forsyningsforhold eller
udgifter, kan ejeren efter aftale udtræde af leveringsforholdet,
uden at der derved skal betales afbrydelsesomkostninger, jfr. punkt
2.19.
Udtrædelse af leveringsforholdet er til enhver tid begrænset af
lovgivning og offentlige myndigheders beslutninger.
Måling af fjernvarmeforbrug
Indholdsfortegnelse
4.1 Målertype
4.2 Vedligeholdelse
4.3 Flytning
4.4 Bimålere
4.5 Aflæsning
4.6 Selvaflæsning
4.7 Manglende aflæsning
4.8 Betaling for aflæsning
4.9 Fjernaflæsning
4.10 Konstatering af fejl
4.11 Afprøvning
4.12 Afvigelser
4.13 Fejlindberetning
4.14 Indgreb
4.1 Målertype
Varmeforsyningen leverer og bestemmer den nødvendige måler, jfr.
bilag 4.
Måleren skal være monteret senest 12 måneder efter
stikledningens etablering.
Varmeforsyningen kan efter forudgående orientering til kunden
etablere og tilslutte måler for fjernaflæsning.
4.2 Vedligeholdelse
Måleren ejes og vedligeholdes af Varmeforsyningen, der i øvrigt
er berettiget til at udskifte måleren, når det findes påkrævet.
4.3 Flytning
Uden Varmeforsyningens godkendelse må måleren ikke flyttes. De
anbragte plomber må kun brydes af Varmeforsyningen.
Hvis en måler ved ombygning eller ændret anvendelse af en
bygning får en uhensigtsmæssig placering, så kontrol og aflæsning
ikke kan foretages på normal måde, er Varmeforsyningen berettiget
til at kræve måleren flyttet for forbrugerens regning.
4.4 Bimålere
Opsatte bimålere for intern fordeling af varmeforbrug er
Varmeforsyningen uvedkommende, med mindre der er indgået en aftale
herom.
4.5 Aflæsning
Med henblik på afregning af fjernvarmeforbruget foretages
periodiske aflæsninger af måleren, på en af følgende måder:
- Selvaflæsning, foretaget af kunden
- Fjernaflæsning, foretaget automatisk af Varmeforsyningen
- Kontrolaflæsning, foretaget manuelt af Varmeforsyningen
4.6 Selvaflæsning
På Varmeforsyningens anmodning skal kunden foretage aflæsning af
måleren og meddele resultatet til Kundecentret inden for et af
Varmeforsyningen fastsat tidsrum.
Varmeforsyningen kan kræve, at måleren fjernaflæses.
4.7 Manglende aflæsning
Modtager Varmeforsyningen ikke resultatet af en selvaflæsning,
eller kan aflæsning ikke opnås ved Varmeforsyningens henvendelse,
kan der udstedes regning baseret på et af Varmeforsyningen beregnet
forbrug.
4.8 Betaling for aflæsning
Varmeforsyningen er berettiget til at opkræve betaling for
aflæsninger, som rekvireres af kunden, med mindre disse udgifter i
henhold til punkt 4.12 skal afholdes af Varmeforsyningen.
Ved beregning af refusion, som følge af fejl på kundens interne
anlæg, vil betaling for aflæsning indgå som en modregning i
refusionen.
4.9 Fjernaflæsning
Varmeforsyningen kan etablere fjernaflæsning af måleren, og
aflæsningerne vil normalt erstatte selvaflæsning.
Kunden skal give mulighed for dataoverførsel gennem kundens
adgang til telenet, bredbånd el. lign., hvor dette kan gøres uden
gener og uden udgift for kunden. Kunden er ikke forpligtet til at
bibeholde sin adgang til disse telenet, bredbånd m.v.
Kunden kan ikke kræve, at Varmeforsyningen betaler for
anvendelse af kundens adgang til telenet, bredbånd el. lign. til
brug for fjernaflæsning.
Hvis kunden ikke har adgang til telenet, bredbånd el. lign.
betales et årligt abonnement for teletilslutning, jfr. bilag 2.
4.10 Konstatering af fejl
Hvis der konstateres fejl ved målingen, eller hvis der er
uoverensstemmelse mellem det af måleren registrerede og det
sandsynlige forbrug, kan der foretages en regulering af forbruget,
jfr. punkt 6.2.
4.11 Afprøvning
Varmeforsyningen er til enhver tid berettiget til for egen
regning at udføre målerafprøvning, ligesom kunden ved skriftlig
henvendelse og mod betaling til Varmeforsyningen kan forlange at få
måleren afprøvet, jfr. punkt 4.13.
4.12 Afvigelser
Måleren anses at vise rigtigt, når der ved afprøvning inden for
dens måleområde er en maksimal afvigelse, der ikke overskrider den
i bilag 3 fastsatte maksimalt tilladelige afvigelse og/eller i
henhold til den af Varmeforsyningen fastsatte afvigelse.
Hvis afvigelsen overskrider denne grænse, afholdes udgiften til
såvel måleraflæsning som målerafprøvning af Varmeforsyningen.
4.13
Fejlindberetning
Hvis kunden har, eller burde have formodning om, at måleren er
beskadiget, registrerer forkert, eller står stille, er kunden
forpligtet til omgående at underrette Varmeforsyningen herom.
4.14 Indgreb
Kunden må ikke foretage indgreb i måleren, herunder bryde de på
og ved måleren anbragte plomber eller på anden måde påvirke
målerens korrekte funktion. I modsat fald kan dette medføre
efterregulering af forbruget og en politianmeldelse.
Takster
5.1 Hjemmel
Afregning af alle ydelsesarter, i forbindelse med
fjernvarmeleverancen, sker efter de til enhver tid gældende, og til
Energitilsynet anmeldte, takster, jfr. bilag 2.
Taksterne fastsættes under hensyntagen til Energitilsynets
retningslinier om takstfastsættelse.
5.2 Meddelelse om ændring
Kunden er forpligtet til at meddele Varmeforsyningen enhver
ændring, af varmeinstallation og bygning, der har indflydelse
på afregningen.
5.3 Oplysning
Takster for Varmeforsyningen er offentligt tilgængelige Varmeforsyningens takster .
Betaling m.v.
Indholdsfortegnelse
6.1 Betalingspligt
6.2 Refusion af merforbrug
6.3 Betalingsfrist
6.4 Særlige bestemmelser
6.5 Ejer-/kundeskifte
6.1 Betalingspligt
Der er betalingspligt for enhver form for fjernvarmelevering,
inklusiv uøkonomisk forbrug, aftapning/spild af fjernvarmevand
m.v.
Uøkonomisk forbrug forekommer som udgangspunkt ved varmeforbrug,
hvor gennemsnitsafkølingen er større end 10oC, og mindre
end 25oC.
6.2 Refusion af merforbrug
Såfremt der konstateres et unormalt forbrug, og såfremt dette
ikke kan henføres til misbrug eller manglende vedligeholdelse af
ejendommens varmeinstallationer, ydes der refusion for en del af
merforbruget.
Unormalt forbrug forekommer som udgangspunkt ved varmeforbrug,
der er forårsaget af en defekt, en mangel, og/eller ved
fejlbetjening af ejendommens varmeinstallationer, og hvor
gennemsnitsafkølingen samtidig er mindre end 10oC.
Varmeforsyningen beregner normalt merforbruget på grundlag af
målerens data. Varmeforsyningens meromkostninger til drift og
administration som følge af merforbruget modregnes i
refusionen.
Refusion af merforbrug vil normalt ske i henhold til dansk
lovgivnings, til enhver tid alment gældende, regler for
forældelse.
6.3 Betalingfrist
Regninger vedrørende varmeforsyning skal betales til den på
regningerne anførte betalingsdato. Sker betaling senere, er kunden
forpligtet til at betale tilknyttede gebyrer og morarenter.
Gebyrer, der dækker Varmeforsyningens omkostninger som følge af
restancen, vil sammen med eventuelle morarenter fremgå af
regningen.
6.4 Særlige bestemmelser
Der er fastsat særlige bestemmelser for betaling og inddrivelse,
jfr. punkt 1.3.
Bestemmelserne fremgår af bilag 5.
6.5 Ejer-/kundeskifte
Ved ejerskifte hæfter den hidtidige ejer, respektive dennes bo,
for alle krav i forbindelse med varmeleveringen, indtil
ejerforholdet ophører, jfr. punkt 2.17.
Ved kundeskifte, hvor der er etableret et direkte kundeforhold,
hæfter den hidtidige kunde, respektive dennes bo, for alle krav i
forbindelse med varmeleveringen, indtil det tidspunkt, hvor kunden
har meddelt Varmeforsyningen, at kundeforholdet ophører, jfr. punkt
2.17.
Ikrafttræden og ændring af bestemmelserne
7.1 Vedtagelse
Nærværende Leveringsbestemmelser er vedtaget af Aalborg Byråd
12. november 2007, til ikrafttræden den 1. januar 2008, og er
anmeldt til Energitilsynet.
Samtidig ophævede Aalborg Byråd med virkning fra og med 1.
januar 2008 de hidtidig gældende "Leveringsbestemmelser for
Varmeforsyningen" oprindelig vedtaget af Aalborg Byråd den 11.
december 2000, og ændret den 13. december 2004.
Dog er punkt 2.11 ændret den 13. december 2010 til
ikrafttrædelse den 1. januar 2011.
7.2 Ændring
Aalborg Byråd er til enhver tid berettiget til at foretage
ændringer i bestemmelserne.
Ordforklaring
I leveringsbestemmelserne benyttes en række specielle ord og
betegnelser. De vigtigste af disse kan forklares på følgende
måde:
Afspærringsventiler
Ved "afspærringsventiler" forstås de af ejeren monterede
ventiler, der f.eks.i etageejendomme har samme funktion som
hovedventiler.
Bøsningsrør
Et "bøsningsrør" er et foringsrør (bøjning), som Varmeforsyningen
udleverer, og som ejeren monterer, normalt i soklen, hvor
hovedventiler placeres umiddelbart indenfor ydervæg.
DS
"DS" er en forkortelse for Dansk Standard og refererer til normer
og regler for forskellige tekniske arbejder, eksempelvis DS 469
Dansk Ingeniørforenings norm for "Varmeanlæg med vand som
varmebærende medium".
Ejendom
Ved "ejendom" forstås normalt jord og/eller bygninger på samme
matrikelnummer eller flere matrikelnumre, der i tingbogen er
noteret som én ejendom.
Ejer
Ved "ejer" forstås den, der ifølge tingbogen står som ejer af en
ejendom. Hvis der for ejerlejligheder er tinglyst bestemmelse om,
at ejerforeningen hæfter for alle ejerlejlighedernes forpligtelser
over for bl.a. Varmeforsyningen, anses ejerforeningen som ejer
efter gældende leveringsbestemmelser.
Fjernvarmekanal
En "fjernvarmekanal" er den rørgrav, hvori fjernvarmeledninger er
placeret.
FJV-certificeret VVS-montør
En FJR-certificeret VVS-montør, har igennem specialuddannelse og
eksamen opnået bevis/ID-kort, godkendt under Fjernvarmebranchens
registreringsordning for servicemontører.
Forsyningsudvalget
Det af Aalborg Byråd nedsatte stående udvalg til varetagelse af
forsyningsopgaver benævnes Forsyningsudvalget.
Frem- og returledning
Hovedledning og stikledning består af en fremløbs- og en
returledning, der danner et ledningspar.
Fremløbsledningen transporterer opvarmet fjernvarmevand fra
varmeproducenten til kunden, og returledningen returnerer det
afkølede fjernvarmevand til varmeproducenten.
Hovedledning
Hovedledningen fører fjernvarmen frem til en afgrening ud for
kundens ejendom.
Hovedventiler
Ved "hovedventiler" forstås de af Varmeforsyningen leverede og
monterede ventiler, som adskiller stikledningen og kundens interne
anlæg. Hovedventiler placeres "normalt" umiddelbart inden for
ydervæg.
Indføringsbøsning: En "indføringsbøsning" er en foringskasse,
som Varmeforsyningen udleverer, og som ejeren lader indstøbe i
gulv. Varmeforsyningen anvender efterfølgende indføringsbøsningen
til fremføring af stikledningen ind til hovedventiler og
ventilbeslag.
Kontrolgrænser
En måler skal være typegodkendt på et af Statens Tekniske
prøve-nævns autoriserede prøvningslaboratorier. Typegodkendelsen
angiver målerens tilladte tolerancer for fejlvisning. Disse
tolerancer betegnes kontrolgrænser.
Kunde
Ved "kunde" forstås den, der aftager fjernvarme direkte fra
Varmeforsyningen til en ejendom, der er en ejet, lejet eller
fremlejet ejendom eller (an)dele heraf.
Måler
En "måler" er det udstyr, som Vjernvarmeforsyningen monterer for at
kunne opgøre (via måler), regulere (via mængdebegrænser) og
kontrollere (via temperaturfølere) kundens varmeforbrug.
Stikledning
Stikledningen fører fjernvarmen fra afgrening på
hovedledning, og frem til kundens hovedhaner.
Svindrevner
"Svindrevner" er små fine revner, der opstår, når beton
eller murværk, trækker sig sammen.
Udsparing
En "udsparing" er et hul i sokkel/ydervæg, som ejeren
etablerer for senere indføring af stikledningen, f.eks. i
forbindelse med montering af indføringsbøsning.
Varmeforsyningen
Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne, Varmeforsyningen,
benævnes Varmeforsyningen.
Ventilbeslag
"Ventilbeslag" er et beslag med påmonteret hovedventiler,
som Varmeforsyningen leverer og monterer i forbindelse med
stikledningsarbejdet.