.

Vandteknisk museum

I september 1854 fik Aalborg en kommunal Vandforsyning. Som følge af Vandreformen er Vandforsyningen i 2010 omdannet til et kommunalt ejet aktieselskab; Aalborg Forsyning, Vand A/S.

Vandforsyningen blev i sin tid anlagt på det sted hvor hovedanlægget i dag er placeret. På daværende tidspunkt var vandværket udstyret med to dampdrevne pumper, hver med en kapacitet på ca. 31 m3 pr. time. Døgnforbruget var på 370 m3 mod 17.600 m3 i dag.

Samtidig med opførelsen i 1907 af maskinhal og tårn blev der installeret en ny dieseldreven pumpe. Udpumpningen af vandet foregik herefter ved en kombination af damp- og dieseldrevne pumper indtil 1920, hvor vandværket gik over til elektrisk drift.

Den gamle maskinhal med det velkendte tårn, der vender mod Sønderbro, er i sig selv et besøg værd. Bygningen er meget særpræget, og arkitekturen var for den tid enestående.

Der er bevaret flere af de gamle pumper i den pompøse maskinhal. Den ældste af disse er en dampmaskine med tilhørende kedel fra 1893. Denne dampmaskine fremtræder særdeles velbevaret, og den er den eneste af sin art her i landet, som kan ses i sit oprindelige miljø. Driften af de sidst anvendte pumper i hallen blev indstillet i 1991.

Vandforbruget har udviklet sig i takt med den stigende efterspørgsel, dels som følge af befolkningstilvækst, dels som følge af udbredelsen af sanitære installationer.

Før 1854 hentede byens befolkning vandet i åerne eller fra en brønd på Nytorv ved Østeraa. Vandet blev ført fra Blegkilde til denne brønd gennem en ledning bestående af udhulede træstammer. Blegkilde lå umiddelbart nord for det nuværende vandværk på Sønderbro.

De første vandledninger, der blev lagt i jorden i forbindelse med oprettelse af Aalborg Vandforsyning i 1854, var af støbejern. Denne rørtype anvendes stadig i begrænset omfang.

De første vandhaner installeret i huse er registreret i 1857. I 1882 var der 2.334 vandhaner placeret i huse. Indtil da var der normalt vandposter på gadehjørnerne, og de bedre bemidlede havde en gårdpost (vandpost i gården).

      1854  2011
Døgnforbrug i m3 368     17.984
Beholdervolumen i m3 330     24.900
Ledninger i km 14 813
Antal boringer 1 57
Medarbejdere 3 45

Vandmuseum 4-4


Adresse
Sønderbro 53, 9000 Aalborg

Åbningstider:
Tirsdag kl. 10-12 og torsdag kl. 12-14
eller efter aftale.

Yderligere information

 

 Se brochuren Vandteknisk Museum
  Brochuren Vandteknisk Museum

 

 

 

.
.